Stjernebilledet Peberfuglen

Stjernebilledet Peberfuglen

Peberfuglen er et stjernebillede på den sydlige halvkugle. Det er cirkumpolart omkring sydpolen. Det betyder, at stjernebilledets stjerner står så tæt på himmelpolen, at de aldrig går ned set fra Sydney. Stjernebilledet står der derfor hele året over horisonten. Peberfuglen er himlens mest uanselige fugl. Bortset fra dets klareste stjerne tilhører alle stjernerne fjerde eller en højere størrelsesklasse og er vanskelige at se på himmelhvælvingen. Stjernebilledet rummer dog to særlige objekter, som under optimale forhold kan ses med det blotte øje: Den Lille Magellanske Sky (NGC 292) og himlens næstklareste kuglehob, NGC 104. Den Lille Magellanske Sky blev opkaldt efter den portugisiske jordomsejler Ferdinand Magellan, gennem hvis jordomsejling den blev kendt i Europa. Den er en ledsagergalakse til vores Mælkevej, en uregelmæssig dværggalakse. Kuglehoben NGC 104 (en kugleformet samling af omkring en million stjerner) lyser så klart, at man oprindelig troede, den var en stjerne, og derfor kaldte den 47 Tucanae; under dette navn er den kendt den dag i dag. Blandt himmeliagttagere regnes den for den smukkeste stjernehob på den sydlige stjernehimmel. I et otte tommers spejlteleskop er den næsten på størrelse med månen.

Historie

Mens stjernebillederne på den nordlige halvkugle allerede har været kendt siden oldtiden og bygger på de mest forskelligartede mytologier, forblev mange stjernebilleder på den sydlige halvkugle længe unavngivne. Først i 1500-tallet tog man sig af dem. Mellem 1595 og 1597 kortlagde de nederlandske søfarere Pieter Dirkszoon Keyser (overstyrmand) og Frederick de Houtman (kaptajnens bror) på en ekspedition den sydlige stjernehimmel på opdrag af Petrus Plancius. Påvirket af oplevelserne på deres rejse til Ostindien navngav de et dusin stjernebilleder: Kamæleonen, Fluen, Flyvefisken, Indianeren, Tranen, Paradisfuglen, Påfuglen, Føniks, Guldfisken, Lille Søslange, Sydlige Trekant og Peberfuglen. Frederick de Houtman opførte stjernebilledet i 1603 i sit stjernekatalog som »Den Indiaenschen Exster, op Indies Lang ghenaemt« (indisk skade), hvormed formentlig en næsehornsfugl var ment. Johannes Kepler (1571–1630) kaldte det senere Anser Americanus (amerikansk gås), men heller ikke dette navn vandt indpas. Sin endelige form fik Peberfuglen af den nederlandske astronom Petrus Plancius (1552–1622), som allerede i 1598 havde afbildet den på en himmelglobus.