
Faktaboks
- Latinsk navn
- Fornax (For)
- Klareste stjerne
- α Fornacis (α For)
- Relativ lysstyrke
- 3,85 mag
- Hipparcos-kataloget
- HIP 14879
- Areal
- 398 deg² (plads: 41 af 88)
- Rektascension
- 1h 45m 24s til 3h 50m 21s
- Deklination
- -39° 30' 46'' til -23° 45' 23''
- Nabostjernebilleder
- Floden, Hvalfisken, Billedhuggerværkstedet, Føniks
Synlighed
Stjernebilledet Kemiske Ovn
Kemiske Ovn er et stjernebillede på den sydlige halvkugle. Dets klareste stjerne er α Fornacis, som blot har en tilsyneladende lysstyrke på 3,85 mag. Stjernebilledet ligger i en bugtning af stjernebilledet Floden og grænser op til Billedhuggerværkstedet.
Men også de uanselige stjernebilleder kan stadig rumme overraskelser for astronomien. Således observerede Hubble-rumteleskopet fra september 2003 til januar 2004 et tilsyneladende tomt område i stjernebilledet Kemiske Ovn, der ikke er større end en tiendedel af månens diameter set fra jorden. På disse optagelser lykkedes det astronomerne at tælle næsten 10.000 hidtil ukendte galakser, Hubble Ultra Deep Field (HUDF). Omregnet betyder det, at der alene i stjernebilledet Kemiske Ovn formentlig findes mindst en milliard galakser, som astronomerne endnu ikke kender. I Kemiske Ovn ligger også Fornaxhoben, den nærmeste store galaksehob efter Virgohoben (godt 60 millioner lysår). Dens klareste medlem, i udkanten af hoben, er radiogalaksen NGC 1316 (Fornax A).
Historie
Den franske teolog Nicolas-Louis de Lacaille, der viede sit liv til astronomi, geodæsi og matematik, indførte 14 nye stjernebilleder på den sydlige halvkugle. I 1750 drog han af sted på en fireårig rejse til Kap Det Gode Håb for blandt andet at observere stjernebillederne på den sydlige himmel. Undervejs katalogiserede han næsten 10.000 stjerner. Sine nye stjernebilleder opkaldte Nicolas-Louis de Lacaille for det meste efter tekniske apparater. Således opstod stjernebillederne Billedhuggerværkstedet, Kemiske Ovn, Mejslen, Luftpumpen, Staffeliet, Mikroskopet, Nettet, Oktanten, Uret, Kompasset, Taffelbjerget, Kikkerten, Vinkelmåleren og Passeren. Desuden delte han det store antikke stjernebillede Skibet Argo op i de tre stjernebilleder Kølen, Agterstavnen og Sejlet. Hans stjernekatalog over den sydlige himmel udkom i 1763, et år efter hans død, under titlen »Coelum Australe Stelliferum«. Fælles for hans 14 nye stjernebilleder er, at de består af forholdsvis lyssvage stjerner.
