Faktaboks
- Latinsk navn
- Octans (Oct)
- Klareste stjerne
- ν Octantis (ν Oct)
- Relativ lysstyrke
- 3,73 mag
- Hipparcos-kataloget
- HIP 107089
- Areal
- 291 deg² (plads: 50 af 88)
- Rektascension
- 0h 00m 00s til 24h 00m 00s
- Deklination
- -90° 00' 00'' til -74° 18' 14''
- Nabostjernebilleder
- Indianeren, Påfuglen, Paradisfuglen, Kamæleonen, Taffelbjerget, Lille Søslange, Peberfuglen
Synlighed
Stjernebilledet Oktanten
Oktanten er et stjernebillede på den sydlige halvkugle. Det er cirkumpolart omkring sydpolen. Det betyder, at stjernebilledets stjerner står så tæt på himmelpolen, at de aldrig går ned set fra Sydney. Stjernebilledet står der derfor hele året over horisonten. Stjernebilledet er det sydlige modstykke til stjernebilledet Lille Bjørn på den nordlige halvkugle.
Den sydlige polarstjerne er σ Octantis. På grund af sin nærhed til sydpolen står den som den eneste stjerne på den sydlige himmel altid på det samme sted på himlen. Den står næsten nøjagtigt over jordaksen, som jorden drejer om én gang på 24 timer, og deltager ligesom sit nordlige modstykke næsten ikke i denne rotation. Med det blotte øje kan den dog kun ses under optimale forhold, for dens lysevne er over tyve gange svagere end Polarstjernens på den nordlige halvkugle. Derfor egner stjernebilledet Sydkorset sig langt bedre til at bestemme sydpolen.
På grund af jordaksens slingren beholder σ Octantis dog ikke sin særstilling for evigt. Om omkring 3000 til 7000 år vandrer polen gennem stjernebillederne Kølen og Sejlet. Så vil også beboerne på den sydlige halvkugle have en polarstjerne, der er synlig med det blotte øje.
Historie
Den franske teolog Nicolas-Louis de Lacaille, der viede sit liv til astronomi, geodæsi og matematik, indførte 14 nye stjernebilleder på den sydlige halvkugle. I 1750 drog han af sted på en fireårig rejse til Kap Det Gode Håb for blandt andet at observere stjernebillederne på den sydlige himmel. Undervejs katalogiserede han næsten 10.000 stjerner. Sine nye stjernebilleder opkaldte Nicolas-Louis de Lacaille for det meste efter tekniske apparater. Således opstod stjernebillederne Billedhuggerværkstedet, Kemiske Ovn, Mejslen, Luftpumpen, Staffeliet, Mikroskopet, Nettet, Oktanten, Uret, Kompasset, Taffelbjerget, Kikkerten, Vinkelmåleren og Passeren. Desuden delte han det store antikke stjernebillede Skibet Argo op i de tre stjernebilleder Kølen, Agterstavnen og Sejlet. Hans stjernekatalog over den sydlige himmel udkom i 1763, et år efter hans død, under titlen »Coelum Australe Stelliferum«. Fælles for hans 14 nye stjernebilleder er, at de består af forholdsvis lyssvage stjerner.
Med Oktanten udødeliggjorde Nicolas-Louis de Lacaille et vigtigt vinkelmåleinstrument, forløberen for sekstanten, der ligeledes er udødeliggjort på himlen. Søfarerne brugte den til at måle stjerners vinkelhøjde over horisonten og dermed, ligesom senere sekstanten, til navigation og positionsbestemmelse.
