
Faktaboks
- Latinsk navn
- Mensa (Men)
- Klareste stjerne
- α Mensae (α Men)
- Relativ lysstyrke
- 5,09 mag
- Hipparcos-kataloget
- HIP 29271
- Areal
- 153 deg² (plads: 75 af 88)
- Rektascension
- 3h 12m 56s til 7h 36m 52s
- Deklination
- -85° 15' 41'' til -69° 44' 48''
- Nabostjernebilleder
- Guldfisken, Lille Søslange, Oktanten, Kamæleonen, Flyvefisken
Synlighed
Stjernebilledet Taffelbjerget
Taffelbjerget er et stjernebillede på den sydlige halvkugle. Det er cirkumpolart omkring sydpolen. Det betyder, at stjernebilledets stjerner står så tæt på himmelpolen, at de aldrig går ned set fra Sydney. Stjernebilledet står der derfor hele året over horisonten. Dets klareste stjerne er α Mensae, som kun har en tilsyneladende lysstyrke på 5,09 mag. Den kan kun ses med det blotte øje under gode forhold. Taffelbjerget er himlens svageste stjernebillede. Som hjælp til at finde stjernebilledet kan man bruge Den Store Magellanske Sky (LMC), en dværggalakse omkring 160.000 lysår borte med mange milliarder stjerner. En lille del af Den Store Magellanske Sky rager ind i stjernebilledet Taffelbjerget. Den største del ligger dog i stjernebilledet Guldfisken.
Historie
Den franske teolog Nicolas-Louis de Lacaille, der viede sit liv til astronomi, geodæsi og matematik, indførte 14 nye stjernebilleder på den sydlige halvkugle. I 1750 drog han af sted på en fireårig rejse til Kap Det Gode Håb for blandt andet at observere stjernebillederne på den sydlige himmel. Undervejs katalogiserede han næsten 10.000 stjerner. Sine nye stjernebilleder opkaldte Nicolas-Louis de Lacaille for det meste efter tekniske apparater. Således opstod stjernebillederne Billedhuggerværkstedet, Kemiske Ovn, Mejslen, Luftpumpen, Staffeliet, Mikroskopet, Nettet, Oktanten, Uret, Kompasset, Taffelbjerget, Kikkerten, Vinkelmåleren og Passeren. Desuden delte han det store antikke stjernebillede Skibet Argo op i de tre stjernebilleder Kølen, Agterstavnen og Sejlet. Hans stjernekatalog over den sydlige himmel udkom i 1763, et år efter hans død, under titlen »Coelum Australe Stelliferum«. Fælles for hans 14 nye stjernebilleder er, at de består af forholdsvis lyssvage stjerner.
Nicolas-Louis de Lacaille udforskede den sydlige himmels stjerner fra Kapstaden og udødeliggjorde Taffelbjerget med skyerne over det i stjernebilledet Taffelbjerget. I den sydafrikanske sommer (i december) kan man bedst beundre naturfænomenet omkring Taffelbjerget. På den tid ligger et tyndt skylag over bjerget, som ser ud til at flyde ned ad de stejle skråninger på nord- og vestsiden. Fænomenet kaldes af de lokale »Tablecloth« (dugen).
