Stjernebilledet Delfinen

Stjernebilledet Delfinen

Delfinen er et stjernebillede på den nordlige halvkugle. Dets klareste stjerne er β Delphini, også kaldet Rotanev, og den næstklareste, α Delphini, hedder Sualocin. De hører til de få stjerner, hvis navne hverken er arabiske, latinske eller græske. Den italienske astronom Niccolò Cacciatore, assistent for og efterfølger til den store Giuseppe Piazzi ved observatoriet i Palermo, tillod sig en lille spøg, da han navngav dem i 1814: Læst baglæns giver de Nicolaus Venator, den latinske form af hans eget navn.

Mytologi

Stjernebilledet Delfinen er knyttet til to sagn. Ifølge den første overlevering delte brødrene Zeus, Poseidon og Hades himlen, havet og underverdenen mellem sig, efter at de havde styrtet deres far Kronos. Poseidon, som arvede havet, byggede sig et kæmpemæssigt vandpalads ud for øen Euboia. Men han manglede stadig en brud. Derfor bejlede han til nereiden Amfitrite, en af havguden Nereus' halvtreds døtre. Hun afviste ham dog og flygtede til kæmpen Atlas. Poseidon sendte flere budbringere ud for at lede efter hende, blandt dem en delfin. Det lykkedes delfinen at opspore Amfitrite og med sin beroligende væremåde få hende til at skifte mening. På dens ryg vendte hun tilbage til Euboia og blev Poseidons hustru. Fuld af taknemmelighed satte Poseidon delfinen på himlen.

Den anden overlevering handler om Arion fra Lesbos, en stor græsk sanger og digter fra 600-tallet f.Kr. Han regnes for opfinderen af de kykliske kor og for en foregangsmand for det græske teater. Størstedelen af sit liv tilbragte han ved hoffet hos tyrannen Periandros af Korinth. Arion var kendt i hele Grækenland, for ingen kunne spille lyre så godt som han. For at øge sin berømmelse yderligere drog han på koncertrejse til Sicilien, som indbragte ham store rigdomme. På hjemrejsen omringede søfolk, der tragtede efter hans formue, ham med sværd og stillede ham over for et valg: Enten skulle han springe frivilligt over bord, eller også ville de dræbe ham. I denne håbløse situation bad Arion om at måtte synge en sidste sang. Lokket af hans sang samlede en flok delfiner sig omkring skibet. Arion, der satte hele sin lid til guderne, kastede sig ud i bølgerne til dem. Og ganske rigtigt tog en af delfinerne ham op på ryggen og bar ham tilbage til Grækenland. Søfolkene blev senere pågrebet og dømt til døden. Apollon, gud for musik og digtekunst, satte delfinen og lyren på himlen som stjernebilleder.