
Faktaboks
- Latinsk navn
- Norma (Nor)
- Klareste stjerne
- γ² Normae (γ² Nor)
- Relativ lysstyrke
- 4,02 mag
- Hipparcos-kataloget
- HIP 80000
- Areal
- 165 deg² (plads: 74 af 88)
- Rektascension
- 15h 12m 14s til 16h 36m 08s
- Deklination
- -60° 26' 08'' til -42° 16' 03''
- Nabostjernebilleder
- Skorpionen, Ulven, Passeren, Sydlige Trekant, Alteret
Synlighed
Stjernebilledet Vinkelmåleren
Vinkelmåleren er et stjernebillede på den sydlige halvkugle. Dets klareste stjerne er γ² Normae. Stjernebilledet har ingen stjerner med betegnelsen Alfa (α) og Beta (β), da disse i 1800-tallet blev henført til stjernebilledet Skorpionen. Disse stjerner hedder i dag N og H Scorpii. Stjernebilledet Vinkelmåleren ligger vest for Skorpionen og øst for Kentauren. Bag Mælkevejen skjuler sig her Normahoben omkring 220 millioner lysår borte. Den ligger i centrum af »Den Store Attraktor«, en kæmpemæssig massekoncentration, der trækker i vores Mælkevej.
Historie
Den franske teolog Nicolas-Louis de Lacaille, der viede sit liv til astronomi, geodæsi og matematik, indførte 14 nye stjernebilleder på den sydlige halvkugle. I 1750 drog han af sted på en fireårig rejse til Kap Det Gode Håb for blandt andet at observere stjernebillederne på den sydlige himmel. Undervejs katalogiserede han næsten 10.000 stjerner. Sine nye stjernebilleder opkaldte Nicolas-Louis de Lacaille for det meste efter tekniske apparater. Således opstod stjernebillederne Billedhuggerværkstedet, Kemiske Ovn, Mejslen, Luftpumpen, Staffeliet, Mikroskopet, Nettet, Oktanten, Uret, Kompasset, Taffelbjerget, Kikkerten, Vinkelmåleren og Passeren. Desuden delte han det store antikke stjernebillede Skibet Argo op i de tre stjernebilleder Kølen, Agterstavnen og Sejlet. Hans stjernekatalog over den sydlige himmel udkom i 1763, et år efter hans død, under titlen »Coelum Australe Stelliferum«. Fælles for hans 14 nye stjernebilleder er, at de består af forholdsvis lyssvage stjerner.
Nicolas-Louis de Lacaille dannede stjernebilledet Vinkelmåleren af stjerner, der oprindelig hørte til stjernebillederne Ulven og Alteret. Han døbte det »Norma et Regula«. Det forestiller en vinkel og en lineal. Disse redskaber blev dengang brugt af tegnere, landmålere og håndværkere. Stjernebilledets navn blev senere forkortet til »Norma«.
