Faktaboks
- Latinsk navn
- Chamaeleon (Cha)
- Klareste stjerne
- α Chamaeleontis (α Cha)
- Relativ lysstyrke
- 4,06 mag
- Hipparcos-kataloget
- HIP 40702
- Areal
- 132 deg² (plads: 79 af 88)
- Rektascension
- 7h 26m 37s til 13h 56m 27s
- Deklination
- -83° 11' 46'' til -75° 17’ 24''
- Nabostjernebilleder
- Kølen, Flyvefisken, Taffelbjerget, Oktanten, Paradisfuglen, Fluen
Synlighed
Stjernebilledet Kamæleonen
Kamæleonen er et stjernebillede på den sydlige halvkugle. Det er cirkumpolart omkring sydpolen. Det betyder, at stjernebilledets stjerner står så tæt på himmelpolen, at de aldrig går ned set fra Sydney. Stjernebilledet står der derfor hele året over horisonten. Dets klareste stjerne, α Chamaeleontis, forestiller kamæleonens øje.
Stjernebilledet Kamæleonen ligger syd for stjernebilledet Sydkorset lige ved siden af himlens sydpol. Allerede i 1500-tallet tjente Sydkorset søfarerne som orienteringspunkt. Dets stjerner danner et kors, der er synligt med det blotte øje.
Historie
Mens stjernebillederne på den nordlige halvkugle allerede har været kendt siden oldtiden og bygger på de mest forskelligartede mytologier, forblev mange stjernebilleder på den sydlige halvkugle længe unavngivne. Først i 1500-tallet tog man sig af dem. Mellem 1595 og 1597 kortlagde de nederlandske søfarere Pieter Dirkszoon Keyser (overstyrmand) og Frederick de Houtman (kaptajnens bror) på en ekspedition den sydlige stjernehimmel på opdrag af Petrus Plancius. Påvirket af oplevelserne på deres rejse til Ostindien navngav de et dusin stjernebilleder: Kamæleonen, Fluen, Flyvefisken, Indianeren, Tranen, Paradisfuglen, Påfuglen, Føniks, Guldfisken, Lille Søslange, Sydlige Trekant og Peberfuglen.
På stjernekort, der udkom kort før 1600, blev Kamæleonen afbildet med udskudt tunge. De to nederlandske søfarere har formentlig sat den i forbindelse med nabostjernebilledet Fluen, som senere i næsten to århundreder hed Bien. Man må antage, at de i 1595 mødte dette leguanlignende væsen på Madagaskar og var så fascinerede af dets lynhurtige tunge, at de opkaldte ét stjernebillede efter dyret og et andet efter dets bytte. At de tildelte kamæleonen det mere uanselige af de to stjernebilleder, er nok heller ingen tilfældighed. Kamæleonen er jo i stand til i vid udstrækning at tilpasse sig sine omgivelser og overraske sit bytte ud af det blå. Stjernebilledet Kamæleonen vil dog ikke altid forblive mere uanseligt end sit bytte. Gennem den østlige del af stjernebilledet strækker sig flere molekyleskyer, som har stof nok til tusindvis af nye stjerner og allerede har dannet hundredvis af stjerneembryoner. Når disse »babystjerner« om nogle millioner år lyser klart nok, vil Kamæleonen være næsten lige så interessant som sit byttedyr.
