Faktaboks
- Latinsk navn
- Microscopium (Mic)
- Klareste stjerne
- γ Microscopii (γ Mic)
- Relativ lysstyrke
- 4,68 mag
- Hipparcos-kataloget
- HIP 103738
- Areal
- 210 deg² (plads: 66 af 88)
- Rektascension
- 20h 27m 36s til 21h 28m 10s
- Deklination
- -45° 05' 24'' til -27° 27' 35''
- Nabostjernebilleder
- Stenbukken, Skytten, Kikkerten, Indianeren, Tranen, Sydlige Fisk
Synlighed
Stjernebilledet Mikroskopet
Mikroskopet er et stjernebillede på den sydlige halvkugle. Dets klareste stjerne er γ Microscopii, som kun har en tilsyneladende lysstyrke på 4,68 mag. Stjernebilledet ligger syd for stjernebilledet Stenbukken og øst for stjernebilledet Skytten.
Men også uanselige stjernebilleder byder på en og anden overraskelse for deres betragtere. Således blev der i 2003 opdaget en skive af støv og brudstykker omkring den stadig meget unge stjerne AU Microscopii, som kunne være et fødested for nye planeter. Siden 2020 er der også påvist to unge planeter der.
Interessant er også den ligeledes meget unge stjerne BO Microscopii, som blandt astronomer er kendt som »Speedy Mic«. På blot ni timer drejer Speedy Mic én gang om sin egen akse. Jorden skal derimod bruge 24 timer til det og solen 26 dage.
Historie
Den franske teolog Nicolas-Louis de Lacaille, der viede sit liv til astronomi, geodæsi og matematik, indførte 14 nye stjernebilleder på den sydlige halvkugle. I 1750 drog han af sted på en fireårig rejse til Kap Det Gode Håb for blandt andet at observere stjernebillederne på den sydlige himmel. Undervejs katalogiserede han næsten 10.000 stjerner. Sine nye stjernebilleder opkaldte Nicolas-Louis de Lacaille for det meste efter tekniske apparater. Således opstod stjernebillederne Billedhuggerværkstedet, Kemiske Ovn, Mejslen, Luftpumpen, Staffeliet, Mikroskopet, Nettet, Oktanten, Uret, Kompasset, Taffelbjerget, Kikkerten, Vinkelmåleren og Passeren. Desuden delte han det store antikke stjernebillede Skibet Argo op i de tre stjernebilleder Kølen, Agterstavnen og Sejlet. Hans stjernekatalog over den sydlige himmel udkom i 1763, et år efter hans død, under titlen »Coelum Australe Stelliferum«. Fælles for hans 14 nye stjernebilleder er, at de består af forholdsvis lyssvage stjerner.
