
Faktaboks
- Latinsk navn
- Musca (Mus)
- Klareste stjerne
- α Muscae (α Mus)
- Relativ lysstyrke
- 2,69 mag
- Hipparcos-kataloget
- HIP 61585
- Areal
- 138 deg² (plads: 77 af 88)
- Rektascension
- 11h 19m 26s til 13h 51m 08s
- Deklination
- -75° 41' 46'' til -64° 38' 17''
- Nabostjernebilleder
- Sydkorset, Kentauren, Kølen, Kamæleonen, Paradisfuglen, Passeren
Synlighed
Stjernebilledet Fluen
Fluen er et stjernebillede på den sydlige halvkugle. Det er cirkumpolart omkring sydpolen. Det betyder, at stjernebilledets stjerner står så tæt på himmelpolen, at de aldrig går ned set fra Sydney. Stjernebilledet står der derfor hele året over horisonten. Dets klareste stjerne er α Muscae.
Stjernebilledet Fluen ligger lige syd for det iøjnefaldende stjernebillede Sydkorset og er derfor let at finde på himmelhvælvingen. Allerede i 1500-tallet tjente Sydkorset søfarerne som orienteringspunkt. Dets stjerner danner et kors, der er synligt med det blotte øje.
Historie
Mens stjernebillederne på den nordlige halvkugle allerede har været kendt siden oldtiden og bygger på de mest forskelligartede mytologier, forblev mange stjernebilleder på den sydlige halvkugle længe unavngivne. Først i 1500-tallet tog man sig af dem. Mellem 1595 og 1597 kortlagde de nederlandske søfarere Pieter Dirkszoon Keyser (overstyrmand) og Frederick de Houtman (kaptajnens bror) på en ekspedition den sydlige stjernehimmel på opdrag af Petrus Plancius. Påvirket af oplevelserne på deres rejse til Ostindien navngav de et dusin stjernebilleder: Kamæleonen, Fluen, Flyvefisken, Indianeren, Tranen, Paradisfuglen, Påfuglen, Føniks, Guldfisken, Lille Søslange, Sydlige Trekant og Peberfuglen.
De to nederlandske søfarere kaldte oprindelig stjernebilledet Fluen. Det skulle forestille byttet for nabostjernebilledet Kamæleonen. Johann Bayer gjorde det i 1603 i sit himmelatlas til en bi (lat.: Apis), og under dette navn var det kendt i næsten to århundreder. Den franske teolog Nicolas-Louis de Lacaille, som hele livet beskæftigede sig med astronomi, geodæsi og matematik, kaldte det i 1756 på sit himmelkort igen Fluen (»la Mouche«) og holdt fast ved navnet i sit stjernekatalog »Coelum Australe Stelliferum«, der udkom i 1763. Det siges ofte, at han dermed ville undgå en forveksling med stjernebilledet Paradisfuglen (lat.: Apus). Det er ikke dokumenteret. På den tid fandtes der på den nordlige halvkugle, nær stjernebilledet Vædderen, stadig stjernebilledet Nordlige Flue. Dette stjernebillede findes dog ikke længere i dag, så navnet på det sydlige stjernebillede kunne forkortes til Fluen.
