Faktaboks
- Latinsk navn
- Horologium (Hor)
- Klareste stjerne
- α Horologii (α Hor)
- Relativ lysstyrke
- 3,85 mag
- Hipparcos-kataloget
- HIP 19747
- Areal
- 249 deg² (plads: 58 af 88)
- Rektascension
- 2h 12m 49s til 4h 20m 18s
- Deklination
- -67° 02' 09'' til -39° 38' 13''
- Nabostjernebilleder
- Floden, Lille Søslange, Nettet, Guldfisken, Mejslen
Synlighed
Stjernebilledet Uret
Uret er et stjernebillede på den sydlige halvkugle. Det er delvis cirkumpolart omkring sydpolen. Det betyder, at nogle af stjernebilledets stjerner står så tæt på himmelpolen, at de aldrig går ned set fra Sydney. En del af stjernebilledet står der derfor hele året over horisonten.
Dets klareste stjerne er α Horologii, som forestiller urets pendul i stjernebilledet. Den ligger nær grænsen til stjernebilledet Floden. Selve stjernebilledet er let at finde takket være Flodens meget klare hovedstjerne Achernar.
Stjernebilledets stjerne R Horologii er en stjerne af Mira-typen. Det betyder, at dens lysstyrke kan ændre sig kraftigt på relativt kort tid. R Horologii ændrer sin lysstyrke i en cyklus på omkring 408 dage. Den svinger mellem et maksimum på 4,7 mag og et minimum på 14,3 mag. I bedste fald kan man altså se den med det blotte øje på himmelhvælvingen, og i værste fald kræves et godt teleskop.
Historie
Den franske teolog Nicolas-Louis de Lacaille, der viede sit liv til astronomi, geodæsi og matematik, indførte 14 nye stjernebilleder på den sydlige halvkugle. I 1750 drog han af sted på en fireårig rejse til Kap Det Gode Håb for blandt andet at observere stjernebillederne på den sydlige himmel. Undervejs katalogiserede han næsten 10.000 stjerner. Sine nye stjernebilleder opkaldte Nicolas-Louis de Lacaille for det meste efter tekniske apparater. Således opstod stjernebillederne Billedhuggerværkstedet, Kemiske Ovn, Mejslen, Luftpumpen, Staffeliet, Mikroskopet, Nettet, Oktanten, Uret, Kompasset, Taffelbjerget, Kikkerten, Vinkelmåleren og Passeren. Desuden delte han det store antikke stjernebillede Skibet Argo op i de tre stjernebilleder Kølen, Agterstavnen og Sejlet. Hans stjernekatalog over den sydlige himmel udkom i 1763, et år efter hans død, under titlen »Coelum Australe Stelliferum«. Fælles for hans 14 nye stjernebilleder er, at de består af forholdsvis lyssvage stjerner.
Nicolas-Louis de Lacaille navngav stjernebilledet med henvisning til opfindelsen af hans nederlandske fagkollega Christiaan Huygens (1629 – 1695). Christiaan Huygens var astronom, matematiker og fysiker og opfandt i 1656 det første pendulur. Sine indsigter herom offentliggjorde han i afhandlingen »Horologium Oscillatorium«, der udkom i 1673.
