Faktaboks
- Latinsk navn
- Monoceros (Mon)
- Klareste stjerne
- β Monocerotis (β Mon)
- Relativ lysstyrke
- 4,60 mag
- Hipparcos-kataloget
- HIP 30867
- Areal
- 482 deg² (plads: 35 af 88)
- Rektascension
- 5h 55m 52s til 8h 11m 24s
- Deklination
- -11° 22' 08'' til +11° 56' 00''
- Nabostjernebilleder
- Tvillingerne, Orion, Haren, Store Hund, Agterstavnen, Søslangen, Lille Hund
Synlighed
Stjernebilledet Enhjørningen
Enhjørningen er et stjernebillede på den nordlige og den sydlige halvkugle. Det kan derfor observeres overalt i verden. Dets klareste stjerne er β Monocerotis, som udgør enhjørningens højre forhov.
Selv om stjernebilledet Enhjørningen kun består af forholdsvis lyssvage stjerner, er det ret let at finde. Det ligger nemlig midt i den meget kendte stjernekonstellation Vintertrekanten. Det er en konstellation af tre stjerner, der er meget let at se om vinteren, og som tilsammen danner en næsten ligesidet trekant. Den dannes af stjernerne Procyon (i stjernebilledet Lille Hund), Sirius (i stjernebilledet Store Hund) og Betelgeuse (i stjernebilledet Orion).
Desuden kan selv amatørastronomer opdage meget i dette stjernebillede. Da Mælkevejen løber igennem det, rummer det et stort antal åbne stjernehobe og galaktiske tåger. Særligt værd at nævne er den åbne stjernehob M 50, der består af ca. 100 stjerner, og den åbne stjernehob NGC 2244, som ligger i den berømte Rosettetåge. Rosettetågen er en gassky, der lyser på grund af mange unge og lysstærke stjerner. Begge stjernehobe kan allerede udforskes med en kikkert.
Historie
Den nederlandske teolog, astronom og kartograf Petrus Plancius udformede i 1612 en himmelglobus, som viste nogle nye stjernebilleder uden lysstærke stjerner. På den indførte han Enhjørningen sammen med Giraffen; også Duen går tilbage til ham. Om Plancius herved tænkte på Bibelen, er ikke overleveret; men enhjørningen havde længe været et kristent symbol på renhed. Jacob Bartsch overtog Enhjørningen og Giraffen i sit stjernekort i 1624 og gjorde dem kendte. Han tolkede Enhjørningen som et bibelsk dyr.
Til fordel for denne tolkning taler, at enhjørningen nævnes flere steder i Det Gamle Testamente. Den enhjørning, der nævnes i Det Gamle Testamente, skyldes dog snarere en oversættelsesfejl. I den græske oversættelse er det hebraiske ord »Re'em« blevet oversat med enhjørning. I virkeligheden var der dog nok tale om uroksen. Den blev på de gamle tegninger ofte vist fra siden, så man i stedet for dens to horn kun kunne se ét horn. Bibelens enhjørning går altså nok tilbage til et helt almindeligt, jordisk dyr.
